2000 nye billige ungdomsboliger på vej
De første 200 skal stå klar i København til studiestart 2020.
Dansk Jernbaneforbund baner sammen med Interesseforeningen vejen for 2000 nye ungdomsboliger. Læs mere i denne pressemeddelelse
Nu er der godt nyt til de mange unge, der står og mangler en bolig, der er til at betale. 2000 ungdomsboliger er på vej i et banebrydende nyt samarbejde. De første 200 boliger skal stå klar til studiestart 2020 i København. Det er Container Living, der skal levere boligerne og det er Interesseforeningen/TJM Forsikring, der står bag.
200 unge vil i september 2020
kunne flytte ind i TJM Byen i København i ny, rå, spændende og bæredygtig containerarkitektur:
TJM Byen. TJM Byen opføres af Interesseforeningen. I TJM Byen venter en fuldt
udstyret 30m2 lejlighed med eget bad og køkken. Huslejen vil lande under 5.000
kr./mdr. Samarbejdsaftalen mellem Interesseforeningen og Container Living er
underskrevet i dag onsdag.
FAKTA: Interesseforeningen ejer TJM Forsikring. TJM Forsikring er en selvstændig del af TRYG-familien, som blandt andet har bidraget til projektet med ekspertise. Bag Interesseforeningen står en række faglige organisationer – blandt andet Dansk jernbaneforbund. TJM Forsikring har siden stiftelsen i 1936 opbygget en formue, som har været investeret passivt. Interesseforeningen har nu besluttet, at der skal investeres aktivt i billige ungdomsboliger, så en del af formuen kan gøre direkte gavn og nytte for foreningens små 150.000 forsikringstagere og deres børn.
De 200 boliger er første etape. Visionen
er at ende ud i 2.000 nye billige ungdomsboliger i hele Danmark.
– Interesseforeningen vil gerne
investere i unge menneskers fremtid. Med dette projekt sikrer vi, at flere unge
kan få en god start på voksenlivet. Der er en kolossal mangel på boliger til
unge. Boliger som almindelige mennesker kan betale. Jeg er overbevist om, at TJM
Byen bliver et projekt som mange vil få glæde af i de kommende år. Dermed er
TJM Byen et projekt helt i Interesseforeningen og TJM Forsikrings ånd, siger
Henrik Horup, der er formand for Interesseforeningen.
Boligerne bliver leveret og drevet
af Cointanier Living:
– Vi glæder os til at levere og drive bæredygtige kvalitetsboliger til unge
mennesker i Danmark. Vores containerarkitektur er som skabt til det gode,
urbane ungdomsliv. Container Livings koncept sikrer både gode boliger, men også
gode fællesskaber og trivsel, siger Brian Gade, der er direktør i Container
Living. Læs mere om boligerne på www.containerliving.dk.
Også på Rådhuset i København er
der glæde over de kommende ungdomsboliger:
– Det er en god nyhed for byen, at vi nu får endnu en aktør, som vil bygge
ungdomsboliger i København. TJM Byen ser spændende ud, og byen skriger efter
flere studieboliger, der er til at betale. Vi har en vision om en blandet by
med plads til alle. Derfor glæder jeg mig til at se TJM Byen vokse op, siger
Jonas Bjørn Jensen, politisk ordfører for Socialdemokratiet i Københavns
Borgerrepræsentation.
Den endelige placering mangler
fortsat at falde i hak, men der forhandles p.t. om flere mulige grunde.
Opskrivning til boligerne forventes at begynde i foråret 2020.