Pressemeddelelse: Svendborg banen er lammet af generel personalemangel - ikke sygdom
Forbundsformand Henrik Horup udtaler:
– Dansk Jernbaneforbund er dybt forundret over, at DSB meddeler, at
årsagen til indstilling af togdriften på Svendborg-banen er sygdom
blandt lokomotivførerne. Dansk Jernbaneforbund er på ingen måde vidende
om, at sygefraværet blandt lokomotivpersonalet er unormalt højt. DSB’s
udmelding internt i virksomheden er akut personalemangel; men dette er
ikke korrekt. Der er absolut ingen interne udmeldinger om et øget
sygefravær.
– Manglen på lokomotivførere i Odense er ikke akut; men har været
kendt i Odense gennem længere tid. En personalemangel, der er forværret
af, at folk søger væk fra virksomheden.
– Dansk Jernbaneforbund undrer sig over, hvorfor DSB indstiller
togdriften og ikke anvender den “fakultative køreplan”, der kan anvendes
på Svendborg-banen. En plan, der består i, at der køres et tog i timen
hver vej og som standser hele vejen – hver vej.
– Dansk Jernbaneforbund tager på det kraftigste afstand fra, at DSB
offentligt hænger lokomotivførerne – DSBs egne medarbejdere – ud som
årsagen til indstilling af togdriften. Dette er efter Danske
Jernbaneforbunds vidende helt ukorrekt. Det tilstedeværende personale
bliver på denne måde udsat for kundernes vrede og det er ganske enkelt
ikke rimeligt. Men desværre overrasker det ikke og det er måske netop
her, at hovedproblemet skal findes; nemlig DSB’s behandling af sine
medarbejdere. Under tidligere ledelser havde personalet rykket sammen og
selv folk på fridage havde stillet til rådighed; men den tid er
desværre forbi.
– Konsekvensen af DSB’s aflysninger er faktisk, at der her søndag
sidder lokomotivfører i Odense, der ikke får lov at køre og derfor blot
venter på at få anvist arbejde.
UPDATE kl. 18.10:
DSB’s informationschef Tony Bispeskov oplyser til TV 2/Fyn, at det er
en fejl, man har meldt ud, at aflysningerne skyldes sygdom blandt
lokomotivførerne.
– Jeg ved ikke, hvordan det her konkret er blevet meldt det ud, men
det er i hvert fald forkert, at det er på grund af sygdom. Det skal vi
selvfølgelig beklage.