Regionale skinner: Massivt flertal for en løsning
Christiansborg har velvilje – men finder de pengene?
Bragt i Jernbane Tidende 06-2019
Foto: Henrik Sørensen
Jernbane Tidende har stukket
fingeren i jorden blandt politikerne på Christiansborg. Og der er meget
velvilje at spore blandt de folkevalgte fra begge sider af folketingssalen. Mon
de flotte løfter holder hele vejen i mål?
Den eneste politiker, der offentligt afviser at hjælpe Regionerne med renovering af de slidte skinner er – måske ikke overraskende – den tidligere transportminister Ole Birk Olesen. I et facebookopslag skriver han blandt andet: ”Det er Region Sjælland, som skal betale vedligehold af Region Sjællands skinner. Ligesom det er den enkelte kommune, som skal betale for vedligehold af kommunens veje”. Men bortset fra Liberal Alliance tegner der sig faktisk en bred opbakning til at kigge på de regionale skinner:
Både Dansk Folkepartis Liselott
Blixt og den konservative Birgittte Jerkel har stillet spørgsmål til
Transportministeren om Østbanen og dermed udtrykt en positiv interesse for
problemet. Birgitte Jerkel siger til Jernbane Tidende, at hun frygter, at
Østbanen kan falde ned mellem to stole: At Regionen ikke har pengene og at
staten bare slår problemet hen som regionens ansvar.
Til Jernbane Tidende siger de
konservatives transportordfører, Niels Flemming Hansen: – Det er et ønske
(penge til de regionale skinner red.), vi har med til forhandlingerne om
infrastruktur. Ikke mindst i forhold til Østbanen. De regionale baner er
vigtige – både for borgerne og for de lokale virksomheder, der har behov for at
få medarbejdere frem og tilbage på arbejde. Så jeg synes, at der skal kigges på
det her. Det er klart, at vi også er nød til at forholde os til, at regionerne
allerede får penge til vedligehold – har man handlet rettidigt? Men i
udgangspunktet er det et spørgsmål, de konservative gerne vil være med til at
drøfte. Vi skal have kigget på det!
Også fra SF lyder der positive
toner, da Jernbane Tidende beder om en kommentar fra transportordfører Anne
Valentina Berthelsen: – SF vil prioritere vedligeholdelse og renovering af
skinner på privatbanerne og de øvrige baner. Skinner og infrastruktur skal selvfølgelig
være i så god stand, at togene kan køre med den hastighed, som banerne er
designet til – det er f.eks. helt hul i hovedet, at man på Østbanen i
øjeblikket må køre med nedsat hastighed og en forringet køreplan på grund af
skinnernes tilstand. Og så ligger der jo i Togfonden også en række projekter
med (mindre) hastighedsforbedringer, som skal tænkes sammen med vedligehold.
Det er alt sammen en vigtig del af de kommende forhandlingerne om
infrastrukturplanen, som SF vil bringe op.
Også Venstre springer ud som
tilhænger af bedre skinner under de regionale tog. Jernbane Tidende har spurgt Kristian
Pihl Lorentzen om Venstre vil prioritere renovering af de regionale skinner i
de kommende forhandlinger om en samlet infrastrukturplan?
– JA! siger Pihl Lorentzen: – I
den blå trafikaftale fra marts 2019, der blev annulleret som følge af
valgresultatet i juni måned, afsatte vi 4,2 mia. kr. ekstraordinært til
fornyelse og vedligeholdelse på jernbanen i perioden 2021-2030. Dette behov er
uændret. Det samme er Venstres vilje til at prioritere denne opgave i en
kommende bred trafikaftale. Desuden afsatte vi i den blå aftale 2,1 mia. kr.
til hastighedsopgraderinger m.v. på jernbanen. Også dette beløb ønsker vi
videreført i en ny trafikaftale. Vores prioritet er først og fremmest at få
løst sikkerhedsmæssige udfordringer, herunder de resterende usikre overkørsler,
hurtigst muligt. Derudover ønsker vi farten øget på de regionale strækninger
med henblik på kortere rejsetid og dermed en mere attraktiv togdrift.
Det har ikke været mulig for
Jernbane Tidende at få en kommentar fra Socialdemokraternes transportordfører.
Men vi kender omvendt S-regeringens løfte til Regionerne om at inddrage
spørgsmålet i de kommende forhandlinger om en samlet infrastrukturplan.
Så nu afventer vi blot politikerne. Velviljen er tilstede. Men pengene kan jo kun bruges én gang, så spørgsmålet er om de regionale skinner klare turen gennem den politiske vridemaskine. Dansk Jernbaneforbund vil i hvert fald følge sagen helt til dørs.
Efter deadline: Siden Jernbane Tidende gik i tryk, har også de radikales Zenia Stampe offentligt meldt ud, at der skal findes en løsning til de kommende forhandlinger om en samlet plan for infrastrukturen i Danmark