Nyheder

1 min. læsning
Dansk Jernbaneforbund har tidligere udsendt flere medlemsinformationer om forholdene på Letbanen. Medlemsinformationerne kom i forlængelse af medlemsmøder, der pegede på en række kritisable forhold. Nu starter der drøftelser og forhandlinger om Letbanen op. Dansk Jernbaneforbund gennemførte i uge 33 medlemsmøder med kollegaerne på Letbanen. Medlemsmøderne rejste en stribe problemstillinger, som siden er blevet rejst overfor ledelsen hos Keolis. Dansk Jernbaneforbund har siden afholdt møde hos Keolis, Århus Letbane om kritikpunkterne + de forhold, der ikke blev forhandlet ved OK20. På mødet deltog Keolis, Dansk Industri og Dansk Jernbaneforbund. På mødet fremlagde DJ en række kritikpunkter og opfordrede til at igangsætte drøftelser / forhandlinger om Letbanen. Dansk Industri og Keolis indvilgede i at igangsætte et forløb omkring de forhold, som vi har peget på. Dansk Jernbaneforbund hilser med tilfredshed, at Dansk Industri/Keolis konstruktivt lytter til kritikken og at mødet udmøntede sig i, at der nu igangsættes et forløb, hvor vi sammen kan drøfte de konkrete forhold og overenskomsten på Letbanen. Vi gør opmærksom på, at vi under drøftelserne og forhandlingerne ikke har mulighed for at orientere ud, da det vil umuliggøre en reel forhandling. Vi lukker derfor ned for kommunikationen, frem til vi er i mål. Manglende kommunikation betyder altså ikke, at arbejdet er gået i stå – det betyder tværtimod, at vi arbejder på at finde de gode løsninger.

1 min. læsning
Dansk Jernbaneforbund har tidligere udsendt en medlemsinformation om forholdene på Letbanen. Medlemsinformationen kom i forlængelse af medlemsmøder, der pegede på en række kritisable forhold. Nu er der nyt. Dansk Jernbaneforbund gennemførte i uge 33 medlemsmøder med kollegaerne på Letbanen. Medlemsmøderne rejste en stribe problemstillinger, som kalder på handling. Dansk Jernbaneforbund har nu aftalt møde med Keolis’ ledelse. På mødet vil vi anmode om forhandlinger. Hvis du har spørgsmål eller lignende, kan vi kun opfodrer til, at du tager fat i din lokale tillidsrepræsentant. Sammen sikrer vi fair forhold på Letbanen

1 min. læsning
Dansk Jernbaneforbund har i denne uge afholdt medlemsmøder med kollegaerne på Letbanen. Møderne har kastet lys på en stribe forhold, der kalder på øjeblikkelig handling. Forbundet er derfor straks gået i gang med at undersøge en række omstændigheder. Aarhus Festuge er netop blevet aflyst. Feststemningen var desværre også helt fraværende på de medlemsmøder, som der i denne uge er blevet afholdt med kollegaerne på Letbanen. Forbundsledelsen beskriver møderne som direkte rystende. Der er en bunke forhold, der kalder på øjeblikkelig handling: Der er en række fortolkninger af overenskomstforhold, der kalder på en grundig granskning. Det handler både om fagretslige forhold, men desværre også afledte sikkerhedsmæssige problemer. Det er alvorligt og det kan blive nødvendigt at inddrage relevante myndigheder. Der er også en række arbejdsmiljøsager, der straks må tages hånd om. Det er også alvorligt og også her kan blive nødvendigt at inddrage relevante myndigheder. Endeligt er det afgørende nu at slå tre principper fast: Dansk Jernbaneforbund fornemmeste opgave er at stå vagt om kollegaernes sikkerhed, deres overenskomst og deres arbejdsforhold. Derfor vil Letbanen kræve på vores opmærksomhed i den kommende tid. Det er en opgave, som vi tager på os med alvor og beslutsomhed. En opgave som vi alle skal løfte sammen – centralt og lokalt. Sammen sikrer vi fair forhold på Letbanen

2 min. læsning
Leder fra Jernbane Tidende 03-2020 Det var svært at holde armene i ro den 10. juni, da en faglig voldgift afgjorde sagen om løn til nyansatte lokomotivførere. Dommen er heldigvis krystalklar: Vores mange nyansatte kollegaer havde fået alt for lidt i løn siden april 2019. Man havde fra virksomhedernes side forsøgt at erstatte aftalte produktions- og kvalifikationstillæg med selvopfundne tillæg til nyansatte. På bundlinjen kostede det vores nyansatte kollegaer mange tusinde kroner hver eneste måned. Virksomhederne havde faktisk rådført sig med Dansk Industri. Og Dansk Industris vejledning af virksomhederne, viste sig at have mere karakter af vildledning end af vejledning. I stedet for at holde fast i, at overenskomsten ikke kan gradbøjes, gav Dansk Industri virksomhederne løbepas. Vores reaktion var selvfølgelig at indklage virksomhederne for at betale for lidt i løn. Og voldgiftssagen gav Dansk Jernbaneforbund medhold: Man kan ikke som arbejdsgiver undlade at betale alle overenskomstens løndele. Man kan ikke som arbejdsgiver erstatte dele af en overenskomst med tillæg, som man selv har opfundet til lejligheden. Man kan ikke opfinde en ”elevløn”. En overenskomst binder og forpligter alle parter. Og hvis en overenskomst skal ændres, så foregår det ved forhandlingsbordet, når der er dømt overenskomstforhandlinger. Det er en vigtig sejr for vores kollegaer, der har fået alt for lidt i løn. Det er en vigtig sejr for alle vores kommende kollegaer, der nu vil få den rette hyre fra dag ét. Men det er også en vigtig sejr for alle os andre. Og endelig er det er en vigtig sejr for fagbevægelsen som sådan. Det ville være katastrofalt, hvis vi ikke kunne regne med de rettigheder, der beskrevet i Jernbaneoverenskomsten. Det ville gøre Jernbaneoverenskomsten mindre værd end det papir den er trykt på. Sådan spiller klaveret selvfølgelig ikke. Men katastrofen havde ikke stoppet der. Det er en principiel sejr for hele fagbevægelsen, at det med denne kendelse bliver slået fast, at overenskomster er ukrænkelige. Alt andet havde været en sand bombe under hele overenskomstsystemet. Den bombe fik vi heldigvis grundigt afmonteret. Derfor var det faktisk svært at holde armene nede, da afgørelsen faldt. Smilene var lidt ekstra brede den dag. Vores medlemmer får, hvad de retmæssig har krav på og vores grundlæggende rettigheder er blevet slået helt fast. Det var faktisk en hel god dag på kontoret; men vigtigst en god dag for vores medlemmer. Henrik Horup

1 min. læsning
Dansk Jernbaneforbund har med bedrøvelse modtaget nyheden om den tragiske jernbaneulykke den 14. juli nær Prag. En ulykke der kostede en lokomotivfører livet og kvæstede 35 mennesker. Dansk Jernbaneforbund sender vores varmeste tanker til de efterladte og alle berørte af ulykken. Ulykken er desværre den anden dødsulykke i Tjekkiet denne sommer. Det er vores håb, at årsagerne til ulykkerne bliver klarlagt, så vi i fremtiden vil kunne undgå lignede ulykke. De varmeste tanker, Dansk Jernbaneforbund The Danish Railway Association has received the sad news of the tragic railway accident on 14 July near Prague. An accident that cost the life of a locomotive driver and injured 35 people. The Danish Railway Association sends our warmest thoughts to the bereaved and all affected by the accident. The accident is unfortunately the second fatal accident in the Czech Republic this summer. It is our hope that the causes of the accidents will be clarified so that in the future we will be able to avoid similar accidents. All the best, Danish Railway Association

4 min. læsning
Bragt i Jernbane Tidende 3-2020 I sidste nummer af Jernbane Tidende omtalte vi podcasten ”Gå ikke over sporet”, der sætter fokus på problemerne med sporløbere. Podcasten afslørede også, at Banedanmark slet ikke har været interesseret i en ny type løsning – pyramidemåtter – som der ellers har været stor succes med i vores nabolande. Men nu er der godt nyt: ”Gå ikke over sporet” hedder podcasten. Den ligger på Dansk Jernbaneforbunds hjemmeside. Her kan man høre en stærk beretning om problemerne med sporløbere i Danmark – et problem, der desværre er stigende i de her år. Og et problem, som belaster vores psykiske arbejdsmiljø hårdt. Det beskriver podcasten rystende godt gennem interviews og en større spørgeskemaundersøgelse blandt kollegaerne. Men ”Gå ikke over sporet” peger ikke kun på problemer. Podcasten kigger også på løsninger: Nærmere bestemt såkaldte pyramidemåtte (også kalder no-go måtter). En løsning som flere af vores nabolande har haft rigtigt gode resultater med. I Danmark er man bare ikke kommet i gang… Banedanmark har sagt no-go til pyramidemåtter, men så… I Podcasten kommer det frem, at Banedanmark ikke har ønsket at kigge på pyramidemåtter – på trods af de gode udenlandske erfaringer og på trods af flere henvendelser fra det danske firma, Lesanco, der har leveret de succesfulde løsninger til vores svenske naboer. Dansk Jernbaneforbund har derfor gjort opmærksom på podcasten og de problemer, der beskrives. Vi har også bedt transportminister, Benny Engelbrecht om en kommentar til Jernbane Tidende. Vi har modtaget følgende skriftlige svar, som kun kan vække glæde: – Danmark har et af Europas sikreste jernbanenetværk, men vi skal hele tiden forsøge at finde små forbedringer. Senest har vi besluttet at igangsætte en oplysningskampagne omkring sikkerhed i overkørsler. Sikkerhed måles nemlig ikke kun i tilskadekomne, men også i nærvedhændelser, hvor folk krydser sporene til fods uden for de korrekte steder. – Pyramidemåtter lyder som et spændende produkt, fordi det har et element af nudging, og fordi der er tale om genanvendte dæk, men frem for alt fordi det potentielt kan have en positiv effekt på jernbanesikkerheden. – I Norden har vi en lang tradition for at erfaringsudveksle på tværs af grænserne; både politisk og på teknisk niveau. Jeg noterer mig, at Banedanmark er i dialog med Trafikverket om de svenske erfaringer med pyramidemåtter, og at Banedanmark af egen drift har igangsat en analyse af potentialet for produktet i Danmark med henblik på at igangsætte et pilotprojekt. Jeg ser frem til at høre analysens resultater, der forventes at foreligge i august dette år, slutter Benny Engelbrecht. Ja, nogle gange smiler Fortuna bare til én: Samtidig med at Dansk Jernbaneforbund har offentliggjort podcasten og gjort transportministeren opmærksom på problemerne – der beslutter Banedanmark af egen drift at igangsætte en analyse, der skal munde ud i et pilotprojekt. Hvor heldig kan man lige være..? Held eller ej. Det er en klog beslutning, som DJ kun kan bifalde. Pyramidemåtter virker – i Sverige! I Sverige testede man i 2017 pyramidemåtter på flere lokationer – resultaterne var ganske imponerende. Måtterne reducerede antallet af sporløbere ret betragteligt og dermed også antallet af forsinkelser. De steder hvor forsøgene havde de bedste resultater blev antallet af sporløbere reduceret med det halve. Trafikverket – Den svenske pendant til Banedanmark – konkluderede efter forsøgene, at måtterne både var en fornuftig investering rent økonomisk, men også gav et mærkbart løft i sikkerheden og lokomotivførernes arbejdsmiljø. Du kan læse mere om de svenske erfaringer på www.trafikverket.se Utifrån vinster med minskat antal obehöriga i spår kan vi se att värdet av materialet överstiger investeringskostnaden utifrån kapacitetssynpunkt. Materialets trafiksäkerhetseffekt bedöms också vara positiv. Eftersom materialet minskar antalet obehöriga i spår minskar vi antalet som riskerar att dödas och skadas i järnvägssystemet Trafikverket, 2017 Hvad er en pyramide-måtte Rosehill Rail producerer bæredygtige adgangshindringsmåtter til jernbaner. De er udformet af pyramider placeret i rækker som en stor æggebakke og fremstilles af granulerede genbrugsdæk, fra bl.a. biler, iblandet en avanceret PU-binder, som så koldpresses sammen. Adgangshindringsmåtterne er designet til at hindre mennesker og dyr i gå ud på et jernbanespor eller bygninger og installationer i tilknytning til anlægget. De vejer knap 100 kg stykket. Adgangshindringsmåtterne passer til alle typer skinner og jernbanesveller og monteres udelukkende med håndværktøj. De kan let bearbejdes og tilpasses formålet, og de kan ligeledes let demonteres i forbindelse med vedligeholdelse eller renovering. Kilde: Lesanco

1 min. læsning
Dansk Jernbaneforbund støtter Ekspeditionsarbejdernes klub / 3F Kastrup i en tid, hvor grundlæggende faglige rettigheder er under stærkt pres i luftfarten. Den danske model betyder forhandlinger og aftaler parterne imellem – til glæde og gavn for alle parter. Derfor er Dansk Jernbaneforbund stærkt kritiske over, at man fra ledelsens side har valgt at opsige samtlige lokalaftaler. Dansk Jernbaneforbund har selv oplevet samme fremfærd. Dansk Jernbaneforbund ved derfor, at det ikke er en farbar vej, hvis man ønsker at opbygge en stærk virksomhed. Når man fra ledelsens side vælger at fravælge samarbejde, så skaber man kun konflikter og frustrationer. Det er ikke til glæde for nogen parter. Kloge arbejdsgivere ved, at man ingen vegne kommer uden medarbejderne. Kloge arbejdsgivere ved, at kriser overvindes sammen med medarbejderne – ikke i konflikt med medarbejderne. Ekspeditionsarbejderne har allerede udvist forståelse for virksomhedens vanskelighed og stor vilje til at finde løsninger. Vi håber derfor, at parterne igen finder tilbage til samarbejdets vej. Et tæt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere er grundstenen, hvis SAS Ground Handling skal godt igennem den nuværende krise. Dansk Jernbaneforbund

3 min. læsning
Bragt i Jernbane Tidende 03-2020, Juli 2020 30 kilometer jernbane mellem Braunschweig og Wolfsburg i Tyskland skal lægge skinner til en verdensnyhed: Førerløse regionaltog. Det er dog ikke forventningen, at toget faktisk kommer til at køre helt uden fører. Ambitionen er ”kun” at nå til det såkaldte GoA 3 niveau. GoA står for Grade-of-Automation – altså graden af automatisering. På niveau 3 kører toget førerløst, men toget kræver fortsat overvågning af en lokomotivfører, der kan gribe ind i nødsituationer og hvis noget blokerer sporet. Kun i forbindelse med rangering vil toget kører på GoA 4, hvor toget kører helt uden lokomotivfører. Projektet begynder næste år og skal vare 5 år. Fra 2022 er det forventningen, at der vil køre testtog (uden passagerer) på strækningen imellem de øvrige tog. Jean-Marc Nizet er vicepræsident i den del af Alstoms, der producerer signalsystemer. Jean Marc Nizet er en del af forsøgets øverste ledelse og han stiller beredvilligt op, da Jernbane Tidende beder om et kort interview. Hvad er egentligt de største udfordringer for førerløse tog? – I virkeligheden falder udfordringerne i 2 overordnede dele: De tekniske udfordringer og den menneskelige udfordring. Hvad angår de tekniske udfordringer, så kan man helt overordnet sige, at det mest handler om, at få allerede eksisterende teknologier koblet sammen. De enkelte teknologier eksisterer allerede og er allerede udviklet til f.eks. førerløse biler. Udfordringerne består i at få teknologierne integreret i et togsystem. Det er kompliceret, fortæller Jean-Marc Nizet. Hvad angår den menneskelige faktor, så er det også stærkt kompliceret. Det handler om, at menneskers mindset skal ændres til at accepterer den førerløse teknologi – stole på den. Der opstår simpelthen en række udfordringer, når mennesker skal bruge teknologi på en grundlæggende ny måde. Det er en mindst lige så stor udfordring for projektet, som det er at få toget til at køre. Hvis du var lokomotivfører – ville du så frygte, at du var uden arbejde om et årti eller to? – Jeg ville ikke være bange for mit arbejde, nej. Idéen er ikke udskifte lokomotivføreren med teknologi. Men teknologien kommer til at ændre lokomotivførerens rolle og arbejde. Mange af rutinefunktionerne vil forsvinde. Måske vil vi slet ikke snakke om en ”lokomotiv-fører”, men mere end ”lokomotiv-manager” i fremtiden. Men nej, jeg ville ikke frygte for mit arbejde. Faktisk så mangler der lokomotivførere i Europa. Der er hver dag tog, der ikke kører, fordi der mangler lokomotivførere. Vi mangler folk og det kan faktisk være et problem at få folk i fremtiden. Så vi skal bestemt ikke af med folk. Men teknologien vil betyde, at vi for en anden type job i fremtiden, slutter Jean-Marc Nizet Hvor: Testen skal foregå på strækningen mellem Braunschweig – Wolfsburg i Tyskland Hvor langt: Strækningen er 30 km lang. Enkelt- eller dobbeltsporet. Dele af strækningen er enkeltsporet – dele er dobbeltsporet Fart: Den maximale hastighed på strækningen er 160 km/t. Skal stationerne/sporene beskyttes? Ambitionen er, at toget skal kunne fungere på den eksisterende infrastruktur, men der kan blive behov for mindre justeringer langs banen/på stationerne. I et GoA2 system kører tog automatisk fra station til station, men en lokomotivfører er i førerhuset. Lokomotivføreren har ansvaret for ansvar for dørlukning, skal opdage forhindringer i sporet foran toget og håndtere nødsituationer. GoA2-tog kan ikke køre sikkert uden en lokomotivfører om bord. I et GoA3 system kører tog automatisk fra station til station, men en lokomotivfører er altid i toget med ansvar for håndtering af nødsituationer. I et GoA3-system kan toget ikke køre sikkert uden en lokomotivfører om bord. I dette system er toget i stand til at fungere automatisk på alle tidspunkter, inklusive dørlukning, detektering af forhindringer og nødsituationer. Personale om bord kan være til rådighed til andre formål, f.eks. kundeservice, men er ikke påkrævet for sikker betjening. Som f.eks. Metroen i København.

1 min. læsning
Så skete det desværre igen: En kollega mistede retten til erstatning, fordi et overfald ikke var anmeldt til tiden. Vores medlem (togfører) blev udsat for vold. Lokomotivføreren ringer til politiet – politiet kommer – vores medlem tror derfor, at der er sket anmeldelse af vold inden for 72 timer. Men Nævnet for Voldsofre afviser sagen – fordi den ikke er anmeldt inden for 72 timer. Nævnet vurderer, at der ikke er foretaget en rettidig anmeldelse. Også selvom lokomotivføreren havde kontakte politiet i situationen og vores medlem personligt henvendte sig til politiet 4 dage senere. Men der er det for sent. Man har kun 72 timer = 3 døgn til at anmelde. Derfor – HUSK: Anmeld vold eller trusler inden 72 timer. Du skal altid selv anmelde vold eller trusler til politiet inden 72 timer. RÅDET FRA VORES ADVOKAT ER – FÅ ALTID EN KVITTERING PÅ ANMELDELSE. Forbundet har desværre flere gange måtte konstateret, at et medlem ikke har fået anmeldt en volds- eller trusselssag til politiet – inden for de i voldsofferloven fastsatte 72 timer. Det betyder, at man mister retten til godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tab arbejdsfortjeneste og differencekrav fra nævnet for voldsofre. I en tidligere afsluttet sag havde en kollega heldigvis fået anmeldt sagen til politiet inden for 72 timer. Vores kollega fik mere end 1.000.000,00 kr. skattefrit ud over den erstatning som skadelidte fik fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for varigt mén og tab af erhvervsevne. 1.000.000,00 kr. kan ikke gøre dig rask – men de giver en mere tryg tilværelse, når man står med et knust arbejdsliv. DET KAN IKKE SIGES OFTE NOK – VOLD SKAL ANMELDES INDEN FOR 72 TIMER TIL POLITIET. HUSK KVITTERING PÅ ANMELDELSEN.