Nyheder

1 min. læsning
En kollega og tidligere ansat ved DB Cargo er i byretten blevet idømt 20 dages betinget fængsel for at ”forvanske bevis” som det hedder i forbindelse med efterforskningen af den tragiske ulykke på Storebælt. Dommen er øjeblikkeligt anket til landsretten med påstand om frifindelse. Det er helt afgørende at understrege, at sagen på ingen måder handler om skyld i forbindelse med selve ulykken. Vores kollega har ingen andel i ulykken overhovedet. Det understreger dommeren også kraftigt i forbindelse med dommen. Hans brøde består alene i at overstrege et ubetydeligt navn under en læsseliste. Et navn der ikke var relevant for efterforskningen. Selve læsselisten var fuldt intakt, da den blev overdraget til efterforskningen. Havarikommissionen har allerede i en foreløbig rapport om ulykken slået fast, at fejlen, der førte til ulykken ikke handler om læsningen af godsvognen. Ulykken skete på grund af fejl med den låsemekanisme, som skal holde lasten fast på vognen. Det er denne fejl + voldsomt blæsevejr der efter alt sandsynlighed har forårsaget ulykken – ifølge Havarikommissionen. Når Havarikommissionen har afleveret sin endelige rapport, skal det afgøres om der er nogen, der kan stilles til ansvar for ulykken. Rapporten er med stor sandsynlighed først klar til næste år og først derefter følger et muligt retsligt efterspil.

1 min. læsning
Østre Landsret har i dag afsagt kendelse i sagen om frikort for pensionisterne. Landsretten har desværre afgjort, at frikort godt kan inddrages, selvom man oprindeligt er blevet pensioneret med fribefordring. Dansk Jernbaneforbund har stadig svært ved at forstå, at man kan fratage pensionister en rettighed, som man har fået, da man gik på pension. De kommende uger vil vi nærlæse dommens præmisser sammen med vores advokat og vurdere om det giver mening at anke dommen.

1 min. læsning
Her finder du de aftaler, der er indgået med DSB SOV i forbindelse med overgangen til Jernbaneoverenskomsten. Din tillidsrepræsentant kan hjælpe med konkrete spørgsmål til de enkelte aftaler. Aftalerne er skannet ind i 5 dokumenter: Videreførte Lokalaftaler SPO Derudover er et dokument med hovedpunkterne i tilpasningsaftalen i forbindelse med overgangen til Industriens Overenskomst under udarbejdelse. Relevante overenskomster mm. Jernbaneoverenskomsten Industriens overenskomst Ny Løn aftalen – glæder KUN tjenstemænd

1 min. læsning
Dansk Jernbaneforbund, LPO Arriva og Arriva A/S har indgået en ny aftale, der beskriver principperne og fordelingen af rangeropgaver på Arrivas værkstedsområder mellem Lkf. med certifikat A (køremænd) og Lkf. med certifikat B (lokomotivførere). Arriva Tog har ønsket at ansætte Lkf. med certifikat A til at afhjælpe de akutte situationer som kan forekomme i driften. Årsagen – oplyser virksomheden – skal findes i den pressede materielsituation, samt at der fremover vil blive hyppigere behov for ekstraordinære materieludskiftninger/ stammebyt. Køremandsordningen er en ny opfindelse i Arriva Tog, men det er en løsning som andre jernbaneoperatørerne på DI overenskomsten allerede benytter i dag. Aftalen betyder:

1 min. læsning
Dansk Jernbaneforbund og DSB SOV er i dag blevet endelig enige om de præcise formuleringer i de enkelte lokalaftaler. Dermed er alt nu faldet i hak og alt er nu formelt underskrevet. Områdegrupperne og Dansk Jernbaneforbund vil i de kommende dage lægge alle lokalaftaler op på vores respektive hjemmesider. Aftalerne vil også blive gjort tilgængelige på ABC i løbet af de kommende dage. Vi beklager ventetiden og forstår fuldt ud utålmodigheden.

1 min. læsning
Dansk Jernbaneforbund byder Benny Engelbrecht hjertelig velkommen som ny Transportminister. Vi ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde til glæde og gavn for jernbanen i Danmark. Dansk Jernbaneforbund er overbevist om, at vi i Benny Engelbrecht har fået en ny transportminister, der rent faktisk nærer en oprigtig kærlighed til toget. Det har jernbanetrafikken i Danmark i den grad brug for. Benny Engelbrecht markerer et tiltrængt vendepunkt. Med Benny Engelbrecht i ministerstolen er vi overbeviste om, at vi har fået en transportminister, der også er oprigtigt optaget af ordentlige arbejdsforhold for jernbanens medarbejdere. Også her markerer Benny Engelbrecht et tiltrængt vendepunkt. Danmark hænger ikke sammen uden en velfungerende togtrafik – hverken nu eller i fremtiden. Alene regeringens flotte målsætninger på det grønne område vil kræve en stærk jernbane i Danmark. Oveni kommer stigende trængselsproblemer og et stadig stigende krav om mobilitet. Udfordringer er der også rigeligt af på området. Dansk Jernbaneforbund glæder sig til at opleve en minister, der offensivt vil gå ind i kampen. Velkommen til, Benny Engelbrecht!

1 min. læsning
Det er beklageligvis ikke lykkedes at nå til enighed om blandt andet nye arbejdstidsaftaler til erstatning for de aftaler, som DSB opsagde tilbage i december 2017. DSB afbrød forhandlingerne d. 30. oktober 2018, da områdegruppernes forhandlere ikke ville acceptere DSBs ultimatum. Forhandlingerne blev genoptaget den 31. oktober 2018 – og til trods for mange forsøg på at finde en løsning, måtte Dansk Jernbaneforbund lidt efter kl. 21.00 erkende et sammenbrud. Yderligere information følger snarest.

2 min. læsning
Efter otte uger med intensiverede forhandlinger – afsluttende med 40 timers maraton – har Dansk Jernbaneforbund og DSB sent onsdag underskrevet en samlet aftale om lokalaftaler, der skal supplere Jernbaneoverenskomsten. Dermed er der opnået enighed om bl.a. arbejdstidsregler, løn og pensionsvilkår, uddannelse og tillidsrepræsentation for det kørende personale i DSB. Der er også forhandlet en tilpasningsaftale for stationspersonalet. ”Vi har kæmpet for fair forhold for vores medlemmer. Det har ikke været let, begge parter har måttet rykke sig undervejs. Men vi er nået i mål, og nu forestår der en stor opgave med at få orienteret alle vore tillidsrepræsentanter og dermed også medlemmerne ” siger Henrik Horup, Forbundsformand i Dansk Jernbaneforbund. ”Aftalen sikrer en samlet kollektiv løsning for alle lokomotivførere. Forhandlingerne har været hårde og har taget tid, men det vigtigste er, at vi er kommet til enighed og nu kan se fremad,” siger Søren Max Kristensen, Områdeformand, Lokomotivpersonales Områdegruppe. ”Lokomotivførerne i S-tog har med aftalen fået en arbejdstidsaftale, der bygger videre på de principper, de kender og hvor de dagligt er med til at levere en S-bane i verdensklasse,” siger Thomas Bryan-Lund, Områdeformand, Lokomotivpersonalets Områdegruppe S-tog. ”Vi har lavet en aftale, der sikrer fair forhold for togførerne”, siger Mikkel Channo Jessen, Områdeformand, Togpersonalets Områdegruppe. ”Vi har haft et hårdt, men samtidig konstruktivt forhandlingsforløb. Det vil jeg gerne takke forhandlerne på medarbejdersiden for. Og det er særdeles tilfredsstillende, at vi nu har fået et sæt aftaler på plads til gavn for vores kunder, vores medarbejdere og til gavn for DSB,” siger Flemming Jensen, administrerende direktør i DSB. Forhandlingerne er blevet gennemført og afsluttet med Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening tæt på processen, som det blev aftalt af parterne den 5. april i år. ”Togdriften og DSB’s virke er kritisk infrastruktur og vigtig for hele Danmark. Derfor er vi glade for, at parterne i fællesskab har fundet en løsning og at vi fra Dansk Arbejdsgiverforening har kunne bidrage positivt til løsningen”, siger Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening. ”Resultatet viser, at den danske model virker – og at arbejdsmarkedets parter kan finde de nødvendige løsninger på de udfordringer, der opstår. Jeg ved, at det har været en lang periode med usikkerhed. Forhandlerne har vist stor velvilje, ligesom DSB har været villig til at finde løsninger. Jeg er kun glad for, at FH har kunnet bidrage til, at DSB og medarbejderne er blevet enige om de vilkår, der skal være fremover,” siger Lizette Risgaard, Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation.

2 min. læsning
Forbundsformand Henrik Horup udtaler: – Dansk Jernbaneforbund er dybt forundret over, at DSB meddeler, at årsagen til indstilling af togdriften på Svendborg-banen er sygdom blandt lokomotivførerne. Dansk Jernbaneforbund er på ingen måde vidende om, at sygefraværet blandt lokomotivpersonalet er unormalt højt. DSB’s udmelding internt i virksomheden er akut personalemangel; men dette er ikke korrekt. Der er absolut ingen interne udmeldinger om et øget sygefravær. – Manglen på lokomotivførere i Odense er ikke akut; men har været kendt i Odense gennem længere tid. En personalemangel, der er forværret af, at folk søger væk fra virksomheden. – Dansk Jernbaneforbund undrer sig over, hvorfor DSB indstiller togdriften og ikke anvender den “fakultative køreplan”, der kan anvendes på Svendborg-banen. En plan, der består i, at der køres et tog i timen hver vej og som standser hele vejen – hver vej. – Dansk Jernbaneforbund tager på det kraftigste afstand fra, at DSB offentligt hænger lokomotivførerne – DSBs egne medarbejdere – ud som årsagen til indstilling af togdriften. Dette er efter Danske Jernbaneforbunds vidende helt ukorrekt. Det tilstedeværende personale bliver på denne måde udsat for kundernes vrede og det er ganske enkelt ikke rimeligt. Men desværre overrasker det ikke og det er måske netop her, at hovedproblemet skal findes; nemlig DSB’s behandling af sine medarbejdere. Under tidligere ledelser havde personalet rykket sammen og selv folk på fridage havde stillet til rådighed; men den tid er desværre forbi. – Konsekvensen af DSB’s aflysninger er faktisk, at der her søndag sidder lokomotivfører i Odense, der ikke får lov at køre og derfor blot venter på at få anvist arbejde. UPDATE kl. 18.10: DSB’s informationschef Tony Bispeskov oplyser til TV 2/Fyn, at det er en fejl, man har meldt ud, at aflysningerne skyldes sygdom blandt lokomotivførerne. – Jeg ved ikke, hvordan det her konkret er blevet meldt det ud, men det er i hvert fald forkert, at det er på grund af sygdom. Det skal vi selvfølgelig beklage.